Holdbeskrivelser

Hatha Flow Yoga

På et hatha flow hold vil du opleve både en kort åbningsmeditation, og en blid opvarmning af muskler og led. Herefter guides du i takt med dit åndedræt – og ofte med udgangspunkt i solhilsner – gennem forskellige stående stillinger, hvor du vil få varmen. Derpå følger nogle siddende og liggende stillinger, som styrker og åbner kroppen. Vi slutter altid af med et par rolige lange stræk og en afspænding.

Hatha flow holdene er for dig, som er nogenlunde fri for skader i skuldre, håndled og knæ, og som kan lide, at det bliver lidt fysisk krævende.

Blid Yoga

Dette hold er designet til dig, der foretrækker en yoga, der er rolig og mindre krævende end hatha yoga. Blid yoga er god for dig, som har småskader i bevægeapparatet, er lidt oppe i årene, eller af andre årsager ikke har mulighed for eller lyst til, at yogaen bliver for krævende. På et hold i blid yoga præsenteres du for en kort åbningsmeditation, måske en åndedrætsøvelse, opvarmning, en balanceøvelse, blide stående stillinger, samt siddende og liggende stillinger, der både styrker og smidiggør kroppen. Vi slutter altid af med et par rolige lange stræk og en afspænding.

Holdene i blid yoga er hensyntagende, hvilket betyder, at deltagerantallet er lavere, så jeg har mulighed for at hjælpe hver elev mere og tilpasse stillingerne, hvis der er behov for det. Det er dog bedst, hvis du kan hvile nogenlunde på dine knæ og hænder (stå på alle fire), samt bevæge dig op og ned fra gulvet ved egen hjælp.

Yinmind Yoga

Yinmind er en rolig yogaform, hvor yin yogaens lange stræk væves sammen med mindfulness meditationer i en stille, nærende praksis. Efter en meditation og en ultrablid opvarmning, lægges kroppen ind i forskellige stræk, støttet af puder og yogablokke, så du kan blive i hver stilling i op til fem minutter.

Denne yogaform er dybt beroligende og har en gavnlig effekt mod stress og uro. Samtidig stimuleres kroppens cirkulation ved at muskler og bindevæv strækkes og smidiggøres. Dette aktiverer desuden meridianbanerne, som ifølge den traditionelle kinesiske medicin skaber bedre balance i kroppens organer.

Yinmind yoga er særligt velegnet for de travle, som har svært ved at finde ro, men er også et fint supplement til mere aktive motionsformer som løb, fodbold og tennis.