Nytårshilsen 2020
I dag siger vi farvel til et år, som har været noget helt særligt for os alle. Et år, hvor vi pludselig mistede den frihed, vi hidtil havde taget for givet, friheden til at være sammen med dem, vi ville, friheden til at rejse og friheden til at feste. Et år, hvor selv vi, som ellers har det fortrinligt i vores eget selskab, fik alt for meget alenetid.
”Lidelse opstår, når vores forventninger er ude af trit med virkeligheden”, siger Simon Krohn. Og 2020 var i den henseende et år, hvor virkeligheden spændte ben for rigtigt mange forventninger. For de fleste af os heldigvis ikke en decideret fysiske lidelse, som Jesus på korset gennemlevede, sømmet til korset i sine sidste jordiske timer. Men vi oplevede lidelse gennem alle de skuffelser, frustrationer og sorger, vi gennemgik, da vores planer, fester, kram og drømme måtte stoppes af restriktioner og vores kollektive forsøg på at bremse smitten. For mig betød det, at al min yogaundervisning blev aflyst i foråret og nu igen, med store savn og ærgrelser for mig og for mine kære kursister.
”This too shall pass”, siger Jack Kornfield i en af sine mange podcasts, som jeg havde i ørerne på mine lange gå-ture under nedlukningen i foråret. Buddhisterne har et ord for dette, Anicca, bedst oversat til impermanens. Jeg lyttede til hans påmindelser om at favne frustrationerne og bekymringerne med omsorg, men også have tillid til, at alt nok skal gå – og gå over. At når vi har gjort de foranstaltninger, som står i vores magt i forhold til de omstændigheder, vi lige nu er underlagt, så er det klogeste vi kan gøre at opretholde kontakten til den ro, vi alle har i os, hvis vi mærker efter. Og huske at glæde os over det, der er. Gøre noget, der gør os glade.
Jeg har lært en masse af 2020. Blandt andet, at glæden også kan findes lige midt på en grå vinterdag. At lykken ikke kun findes på et koralrev i Maldiverne, at naturen i Danmark også kan give vidunderlige oplevelser. Lykken i venskaber, der udvikler sig med mere nærvær. En erkendelse af at livet går op og ned og at intet er permanent. At lykken indfinder sig i kortere eller længere øjeblikke for derefter at blive afbrudt af mere leverpostejsagtige dage og måske sorger og bekymringer. Og ikke mindst, er der kommet mere ro på og en accept af det, der ikke kan ændres. Det er jeg dig taknemmelig for, 2020.
Men jeg er også fuld af håb for det nye år. Jeg håber, vaccinen mod Covid-19 vil kunne hjælpe os ud i vores sociale liv igen så vi igen kan feste og danse, og jeg håber, at vi med en ny præsident i USA kan få vendt den mørke retorik, som har spredt sig også til dansk politik. Og så håber jeg, vi kan løfte næsen fra vores egen navle og atter kigge frem, så vi kan få gjort noget effektivt ved klimaændringerne.
Med ønsket om et godt Nytår til jer alle,
Karen
